Så nemt er det: LAV DIN EGEN DETOX
Her får du Læge Jerk W. Langers råd til detox.
Du har sikkert også tænkt tanken om, hvor dejligt det må være at få kroppen ”spulet godt igennem” for alle ens dårligdomme. Og netop nu er der godt gang i de såkaldte detoxkure.
Detox, altså detoksifikation, betyder afgiftning. Formålet er at tømme kroppen for ophobede giftstoffer og andre dårligdomme ved at stimulere rensningsanlæg såsom lever, galdeveje, tarmkanal, nyrer, lunger, lymfebaner og sved.
Der er stor forskel på, hvor dramatisk en detoxkur er. Den kan eksempelvis omfatte tarmskylning, kostplaner, vanddrivende og leverstimulerende urter, hudskrubning, bade, fodpakninger eller fastekure.
Ofte inddrager behandleren også populære temaer såsom ”sukkerforgiftning”, naturmedicin, kronisk svampeinfektion, akupunktur, yoga – ja, endda at man skal blive bedre til at rydde op i skabene derhjemme.
Detox virker måske som en epokegørende nytænkning, men set fra sidelinjen har det været kendt i årtusinder. Tænk blot på faste, åreladning og tarmskylning. Gennem tiden har detox også været nært knyttet til religiøs symbolik om renselse. Vel også i dag, når detox rituelt benyttes som forårsrengøring til at kompensere ens dårlige samvittighed over levevisen.
Gyldne løfter om detox
Rigtig mange detox-kure bygger imidlertid på en grundlæggende misforståelse af, hvordan vores krop fungerer. Mange detox-fortalere ser nærmest på kroppen som et vvs-anlæg: Noget snavs fylder op i systemet, der er rust i rørene, og tarmen er tilstoppet. Derfor skal der renses ud, nærmest som når man tilkalder en blikkenslager.
Spørger du mig som læge med en vis viden om, hvordan kroppen biologisk og fysiologisk fungerer, så er min opfattelse imidlertid, at vores krop er selvrensende og egentlig blot skal have lidt ekstra opmærksomhed for at fungere optimalt.
Du kan altså ikke udrense dig af sygdomme og lidelser, sådan som det påstås. Så inden du kaster dig ud i en detoxkur med gyldne løfter, anbefaler jeg, at du ganske gratis prøver følgende råd.
Formålet er først og fremmest at få færre giftstoffer ind i kroppen, for det er da klart den bedste løsning. Desuden kan du selv sætte skub i kroppens egne rensningsanlæg ganske nemt.
Kom godt i gang med detox
● Ryg ikke. Tobak indeholder 4.000 forskellige giftstoffer.
● Spis økologisk. Hermed slipper du for de værste tilsætningsstoffer, insektgifte og andre uheldige stoffer.
● Spis mindre mættet fedt. Altså at holde igen med de fede mejeriprodukter og det røde kød med synlige fedtkanter og fedtmarmorering. Mættet dyrefedt ophober nemlig giftstoffer. Også her er økologiske produkter at foretrække.
● Hold igen med store rovfisk, der opsamler tungmetaller, pcb og dioxin fra havforureningen. Kviksølv findes især i store gamle rovfisk såsom tun, helleflynder og sværdfisk. Dåsetun indeholder derimod ikke ret meget kviksølv.
● Skyl grøntsagerne. Så slipper du for sprøjtegifte på overfladen. Overhold altid de basale regler om køkkenhygiejne.
● Drik godt med vand. Typisk i størrelsesordenen to liter væske i døgnet. Men lad være med at drikke fire-fem liter, sådan som nogle detoxfortalere anbefaler. Det eneste, du opnår, er at skylle vigtige vitaminer og salte ud af kroppen, når du hele tiden skal tisse.
● Masser af kostfibre fra især de grove grøntsager. Vælg altid fuldkornsvarianter af brød, pasta og ris. Den grove kost sætter gang i maven, så indholdet passerer hurtigere igennem og får affaldsstofferne ud af kroppen.
● Alle former for bevægelse sætter også gang i maven og modvirker forstoppelse.
● Fysisk aktivitet styrker kredsløbet i hele kroppen, så blodet og lymfen bedre kan fjerne affaldsstoffer.
● Når du træner, bliver du varm og sveder. Det renser huden.
● Drik mindre. Alkohol skader leveren, som er dit vigtigste afgiftningsorgan.
● Undgå yoyo-slankekure. Hver gang du taber en portion fedtvæv, så afgives de ophobede fedtopløselige giftstoffer til blodet.
● Få din søvn. Det restituerer både fysisk og psykisk. Den bedste måde at falde tidligere i søvn på er at slukke for tv, computer og mobiltelefon om aftenen. Så bliver du ikke holdt kunstigt vågen.